Øvrige aktiviteter

Uden for dine planlagte behandlings- og træningstider er der mange andre aktiviteter, du kan deltage i.

Uden for de programlagte behandlings- og træningstider er der også mulighed for at være aktiv, alene eller sammen med andre omkring hyggelige, sjove og meningsfyldte aktiviteter.

Du er velkommen til at benytte Sclerosehospitalernes faciliteter: Træningsrum, tv-stue, netcafe og køkken – hvis du har lyst til at bage eller lave mad.

På Sclerosehospitalernes informationstavler kan du se, hvilke aktiviteter, der arrangeres under dit forløb.

Aktiviteter kan fx være:

Aktiv med Wii-trænings-spil: Wii-spillene kan du både bruge alene og sammen med andre. Når man gør det sammen med andre, kommer der ofte et konkurrence-moment med, og man får trænet mere, end man troede man kunne eller skulle, og så har man det sjovt imens. Man kan deltage uanset eventuelle fysiske begrænsninger.

Spil, inde og ude: I træningssalsområdet er der mange forskellige spil, som man frit kan låne og spille med. Der er både spil til indendørs og udendørs brug.

Ture i skoven og til byen: Der arrangeres crosserture i skoven eller til byen af medarbejdere eller af patienterne selv, når vejret er til det. Deltagelse er for dem, som har egen crosser med.

Hygge-aftener: Patienterne er mere end velkomne til selv at arrangere forskellige aktiviteter. Der er fx mulighed for at se film, høre musik, spille spil og meget andet.

 

Senest opdateret: d. 30 maj 2016