”Pårørendeundervisningen var rigtig god”

Det mener Mikkel Boel, der har deltaget i pårørendeundervisningen på Sclerosehospitalet

Mikkel Boel og hans kone Helle bor sammen med deres to små børn i Skødstrup ved Aarhus.

Det er knap fem år siden, at diagnosen kom inden for dørtrinnet, og i januar 2015 var Helle for første gang indlagt på et Sclerosehospital.

I forbindelse med forundersøgelsen deltog Mikkel i undervisning for pårørende, hvor pårørende i grupper fik et oplæg om at være tæt på et menneske med sclerose.

”Min kone har nogle gange svært ved at forklare, hvordan hun har det, så det er rigtig rart, at en fagperson forklarede, hvorfor hun nogle gange reagerer, som hun gør,” fortæller Mikkel, der i undervisningen lærte energibatteriet at kende, og dermed også hvorfor det er en god ide at sætte hverdagen i system.

På holdet var der 12-15 pårørende, og på Sclerosehospitalet i Ry var det neuropsykolog Jannie Engelbrecht, der stod for undervisningen. Undervisningen gav ham ny viden om sygdommen og dens konsekvenser, som han kan bruge i dagligdagen.

”Det er rart at møde andre, der er i samme båd som mig selv. Jeg kunne se, at vi nikkede genkendende til mange af de samme ting,” siger Mikkel, og tilføjer, at han synes, det var så godt, at han gerne ville have haft mere tid end de 50 minutter undervisningen varede.

”Det kan være svært at møde andre pårørende i dagligdagen, så det ville give os mulighed for at tale mere sammen og dele nogle konkrete erfaringer,” siger han.

Senest opdateret: d. 16 februar 2016