Dit tværfaglige behandlerteam

I begyndelsen af din indlæggelse sammensætter din personlige vejleder et tværfagligt behandlerteam til dig.

Team-medlemmerne er dine nærmeste samarbejds- og sparringspartnere under og efter din indlæggelse. Behandlerteamet kan bestå af forskellige faglige kompetencer, som Sclerosehospitalerne råder over.

Behandlerne består af:

  • Neurologer
  • Neuropsykologer
  • Psykologer
  • Sygeplejersker
  • Social- og sundhedsassistenter
  • Sygehjælpere
  • Fysioterapeuter
  • Ergoterapeuter
  • Socialrådgivere
  • Klinisk diætist
  • Ernæringsterapeuter

Behandlerne videreuddannes indenfor:

  • Rehabilitering
  • Coaching
  • Neuropædagogik
  • Kontinens
  • Klinisk vejledning
  • Kvalitet
  • Sexologi
  • Ernæring

Nogle af fagpersonerne kan være i dit team og være dine samarbejdspartnere, andre kan fungere som konsulenter for dit team og vejleder.

Alternative behandlere

Hvis du har en fast alternativ behandler, som du ønsker inddraget i dit behandlerteam, er du velkommen til at aftale med din vejleder, hvordan det kan ske.

Hvem indgår i dit behandlerteam

Hvilke behandlere, der skal være i netop dit team, afhænger af dine rehabiliteringsmål og din vejleders vurdering af, hvilke fagligheder og behandlingsspecialer, der bedst imødekommer dine mål og behov. Teamets tværfaglige tilgang og kompetencer er en unik ressource.

Dit samarbejde og sparring med dit team, og teamets samarbejde omkring tilrettelæggelse og virkeliggørelse af dit rehabiliteringsforløb, sikrer dig et tværfaglig behandlingsprogram, som du selv har været med til at vælge indholdet af og er motiveret for at deltage i.

Senest opdateret: d. 16 marts 2016