Ernæringsvejledning

På Sclerosehospitalerne er der ansat en klinisk diætist, ernæringsterapeuter, ernæringsassistenter og en økonoma.

Disse fagpersoner udgør de daglige teams i køkkenerne. De sikrer, at den mad, som serveres til måltider og mellemmåltider, dækker dit behov for vitaminer og mineraler.

Sclerosehospitalernes kost- og ernæringsvejledning er baseret på Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Kosten har betydning for en lang række fysiske og mentale funktioner, herunder dit immunforsvar, dit velbefindende, din koncentrationsevne og oplevelse af energi.

Læs om de nye kostråd på fødevare ministeriets hjemmeside

Du har som en del af dit rehabiliteringsforløb mulighed for individuel vejledning i kost og ernæring. Vejledningen ydes af en ernæringsterapeut, diætist eller en økonoma.

Ernæringsvejledning kan være relevant for dig, hvis du er over- eller undervægtig, hvis du har problemer med nedsat appetit, eller for dig, der har besluttet dig for at arbejde målrettet med din energi og træthed. Du tilbydes automatisk ernæringsvejledning, hvis du har et BMI på over 30 eller under 18,50, hvis du har oplyst os om utilsigtet vægttab eller nedsat appetit. Det er selvfølgelig frivilligt, om du vil tage imod tilbuddet om vejledning.

Ernæringsvejledningen har bl.a. til hensigt at øge din viden om kostens betydning, dine ernæringsmæssige behov og inspirere dig til sund livsstil. Sunde kostvaner kan øge dine fysiske og mentale ressourcer og dermed dine muligheder for at klare de ting, der har betydning og værdi for dig i din hverdag.

Ernæringsvejledning kan blandt andet hjælpe dig med at afdække dine vaner og mønstre omkring indkøb, madlavning og måltider i din hverdag og støtte dig i at blive bedre til at planlægge og overholde dagens måltider, så du opnår en mere stabil tilførsel af næring og energi. Ernæringsvejlederen kan i samarbejde med dig udarbejde en personlig kostplan, som du kan følge derhjemme.

Såfremt ernæringsvejledning er relevant for dig, vil ernæringsvejlederen i de fleste tilfælde indgå i dit behandlerteam, og hun vil deltage i det tværfaglige samarbejde omkring dit forløb.

Senest opdateret: d. 16 marts 2016