Min Mentale Robusthed

Du kan vælge at arbejde målrettet med din mentale robusthed i forbindelse med din indlæggelse. Det kan være relevant for dig, hvis du ønsker at benytte din indlæggelse til at arbejde fokuseret med din livskvalitet og dine muligheder for at øge din glæde i hverdagen

Din behandlingsplan tilrettelægges på baggrund af din målsætning, dine specifikke problemstillinger og din livssituation.

Fokus vil være på at styrke dine muligheder for at øge din trivsel og sundhed. Dette vil hjælpe dig til, at kunne leve dit liv på en måde, som kan give mening og opleves betydningsfuldt for dig i en hverdag med sclerose som medspiller.

Mental Robusthed – metoder til bedre trivsel

Vi anvender blandt andet dokumenterede metoder fra ”positiv psykologi”, som kan give dig redskaber til at skabe mere trivsel i din hverdag – også når du møder belastninger og modgang. Du har desuden mulighed for samtaler med psykolog eller neuropsykolog, afhængigt af hvad der er relevant for dig.

Dit ugeprogram:

Vælger du et rehabiliteringsmål, der vedrører din mentale robusthed, afspejles dette valg i dit ugeprogram.

Dit ugeprogram kan bestå af forskellige former for

·         specialiseret behandling

·         coaching og undervisning

·         afprøvning af forskellige øvelser til at øge din trivsel

og det kan foregå både individuelt og på hold.

Du vil møde højt specialiserede behandlere som undervisere, og du vil deltage i de forskellige former for aktiviteter, som din kontaktperson i samråd med dig vurderer, vil give dig de bedste muligheder for, at du kan nå dine individuelle rehabiliteringsmål.

Dit program vil derfor ligeledes kunne indeholde fysisk træning og behandling i fysioterapien, coaching og undervisning i blandt andet livsstil, kost og motion eller vejledning og træning med en ergoterapeut.

 

 

Senest opdateret: d. 12 april 2016