Ridefysioterapi

Sclerosehospitalet i Ry tilbyder ridefysioterapi som et specialiseret behandlings- og træningstilbud til dig.

Uanset om du er gående eller kørestolsbruger, modtager ridefysioterapeutisk behandling, eller aldrig har redet før, kan ridefysioterapi være en relevant og effektfuld træningsform i dit rehabiliteringsforløb.

Når du sidder på hesten udsættes du for samme bevægemønster, som når du selv går. Det betyder, at dit eget naturlige gangmønster, din balance og din koordination styrkes. Når du rider, træner du din muskelstyrke og udholdenhed, særligt i ryg- og mavemuskler.  Rygsøjlens stabiliserende muskulatur stimuleres til at arbejde, så du får lettere ved at holde ryggen rank, også efter rideturen. Ridefysioterapi er også velegnet til udspænding og afspænding af stramme og spastiske muskler, som mange mennesker med sclerose udfordres af.

Hestens varme, den dynamiske siddestilling og din opmærksomhed på at holde en rank og stabil siddestilling kan desuden hjælpe til at give dig øget bevægelighed og smidighed i hofte og lænd.

Ud over de fysiske påvirkninger du får gennem ridefysioterapien, kan du også få mental og psykisk udbytte af ridningen. Kontakten til hesten, mulighed for ridning i naturen, hvor det ellers kan være vanskeligt at komme omkring, det at blive bevæget i hele kroppen, kan være medvirkenede til at give dig en ny oplevelse af din krop og dine styrker og fjerne fokus fra de daglige begrænsninger, som du måske oplever.

Er du belastet af svag muskulatur eller spasmer, der bevirker, at du ikke selv kan sidde på hesten, er der mulighed for støtte af en bagrytter. En bagrytter er en hjælper, der sidder bag ved dig på hesten og støtter dig, så du trygt og roligt kan koncentrere dig om træningen.

Der er nogle begrænsninger for, hvem vi har mulighed for at tilbyde ridefysioterapi. Tryksår, eller fare for tryksår, mange spasmer eller meget nedsat bevægelighed omkring hofterne, kan i nogle tilfælde betyde, at ridefysioterapi ikke er et hensigtsmæssigt behandlingstilbud for dig. Din vægt har også betydning, da der er en øvre grænse for, hvor mange kilo hestene kan bære. Dette har særlig betydning, hvis du har behov for bagrytter, da hesten i de tilfælde skal bære to personers vægt.

Hvis ridefysioterapi er relevant for dig i forhold til din rehabiliteringsmålsætning for forløbet, og der ikke er begrænsninger, der skal tages højde for, vil din fysioterapeut, ridefysioterapeut og evt. kontaktperson i samarbejde med dig vurdere, hvor intensivt dit ridefysioterapi-forløb skal være.

Ønsker du at fortsætte med ridefysioterapi, når du kommer hjem, kan ridefysioterapeuten være behjælpelig med at finde mulighederne for ridning i dit nærområde.

 

Senest opdateret: d. 18 september 2017