Ugeprogram

Uanset hvor mange uger, din individuelle indlæggelse er bestemt til at skulle vare, følger du dit eget individuelle ugeprogram.

Dit ugeprogram er et skema, der for hver dag angiver, hvilke behandlinger og aktiviteter du skal deltage i, og hvilke øvrige aftaler, der er indgået. Du får dit ugeprogram udleveret for én uge ad gangen. Hver uge evaluerer du med din vejleder, og sammen afgør I, om der skal justeres i det næste ugeprogram.

Indholdet i ugeprogrammet afspejler dét, som du sammen med din vejleder har besluttet, at du skal arbejde med under din indlæggelse, hvilket også er formuleret i din målsætning.

Behov, mål og ugeprogram skal hænge sammen

Det er vigtigt, at de behandlinger, du deltager i, giver mening for dig, og at du er motiveret til at deltage i programmet. Det kan ske, at du undervejs i dit forløb bliver i tvivl om, hvordan en behandling eller aktivitet i dit ugeprogram hænger sammen med dine behov, ønsker og mål. Hvis eller når det sker, er der altid tid til en dialog med din vejleder eller den pågældende behandler om formålet med behandlingen.

Beslutter du sammen med din vejleder at foretage ændringer, vil din vejleder sørge for at rette i dit ugeprogram, kontakte de medarbejdere, som ændringerne eventuelt berører, og udlevere et nyt ugeprogram til dig.

 

Senest opdateret: d. 3 marts 2016